Der sker noget i stilheden…

Der sker noget i stilheden…

– du flytter fokus fra udad til indad.

Du går fra at skabe kontakt til andre og have fokus på andres behov / tanker / følelser / snak til at skabe kontakt til dig selv. Denne kontakt til dig selv er altafgørende for det liv, du lever.

For mange mennesker er det en stor overvindelse at være stille. Første gang jeg selv var stille var på et 3 dages retræteophold på et kloster. Det var ualmindeligt svært ikke at sige noget eller få øjenkontakt, når vi sad i spisesalen 20 mennesker og spiste uden at være i kontakt med hinanden. Men det blev fantastisk, efterhånden som dagene gik.

Så en ting er at være stille, når du er alene med dig selv – det har mange udfordringer med. Men det kan virkelig være grænseoverskridende at være stille og samtidig være sammen med andre.
Da jeg jo netop har oplevet det livgivende i det gennem retræter har jeg valgt at introducere stilheden som et redskab til mine kunder. Jeg arbejder til dagligt som coach og healer og hjælper medarbejdere og privatpersoner igennem stress og livskriser.

Jeg afholder bl.a. også Indre Make-Over dage, hvor en person er i fokus en hel dag. Her indgår både samtaler, meditation, vandring, tid til selvrefleksion og healing, så ca. halvdelen af dagen foregår i stilhed, så vi hele tiden kommer et lag dybere.

Når jeg afholder Meditative Vandringer, er stilheden en vigtig ingrediens.  Vi går bl.a. på ordene stilhed, langsomhed og bekymringsløshed og mærker, hvad det gør ved os, når vi bare sætter højre fod foran venstre en hel dag. Deltagernes reaktion efter første etape er ofte ”Hold da op, hvor er det svært, at jeg ikke må tale med de andre. De virker helt vildt søde, så jeg vil så gerne høre om deres liv”. Og her er netop pointen. De vil hellere høre om de andres liv, end de vil forholde sig til sig selv og deres eget liv. Heldigvis er der 3 etaper på en vandringsdag, så de får lært og mærket effekten af stilheden.

En af deltagerne på en af mine Meditative Vandringer udtalte ”Vandring skal læres, og man skal øve sig! ”  Og det er tilstanden hun mener – den meditative tilstand, som netop kommer på grund af bevægelsen sammen med stilheden. Den kommer ikke uden stilheden.

Der er forskel på at gå en tur og at vandre. I vandringen er der gennem stilheden fokus på det indre, nærværet, naturen og det udvikler sig til en vandring mod forandring. Vi forandrer os i tanker og i følelser, når vi bevæger os fysisk og bare er med os selv.

Så stilheden er en vigtig ingrediens i personlig udvikling, både på en vandring og i andre sammenhænge. Det er i stilheden, du samler din energi, du samler krop og hoved og du bliver ét med dig selv. Og når dagen er omme nævner deltagerne også, at de har nydt at tænke deres tanker til ende og få følelsen af at komme rundt om det, de nu vælger at vandre på, uden at de bliver afbrudt i tankerne og skal skynde sig videre. At have følelsen af at have tid nok er en gave og den gave er stilheden med til at give.