Om mig


Trivselskonsulent


Mit store ønske er at sætte INDRE BÆREDYGTIGHED på dagsordenen – i samfundet, på arbejdspladserne og hos den enkelte.


Hvis jeg skal definere INDRE BÆREDYGTIGHED, som jeg fortolker det, betyder det, at du står stærkt i dig selv. Du “kan bære dig selv”, dvs. du er i balance. Du kender dig selv, du er bevidst om hvad du har med dig af oplevelser fra barndom, ungdom og voksenliv, hvordan det har påvirket og stadig påvirker dig i det liv, du har i dag. Du har respekt for dig selv og evner at give dig selv den omsorg, som du har brug for og er opmærksom på at få dine behov dækket på den gode måde. Du er gået fra ubevidst til bevidst.


Og når du står stærkt i dig selv, er du også tydelig i relationer og på en arbejdsplads. Og du er i stand til at kommunikere positivt og konstruktivt – og du har overskud af energi.


Vejen derhen kan bestå af mange bump forstået som livsudfordringer, som kan ramme os. Det kan være udfordringer som f.eks. fyring, samarbejdsproblemer, mobning, problemer i parforhold, skilsmisse, sygdom i familien eller vennekredsen eller egen sygdom, dødsfald eller alle mulige andre udfordringer. Disse livsudfordringer giver ofte uro i krop og hoved samt oplevelsen af at være overbelastet af følelser og kropslige reaktioner. Ofte følger en sygemelding, fordi det hele bliver for meget.


At stå i livsudfordringer skaber ofte mulighed for personlig udvikling. Nogle gange tackler vi det selv og andre gange er det en god idé at få noget hjælp. Min oplevelse med de mennesker, jeg har hjulpet igennem stress – som har været forårsaget af alle mulige livsudfordringer – er, at de alle siger, at de ikke vil have været foruden den udvikling, de har været igennem. Så selvom processen er hård, fordi der er så mange fysiske, psykiske og kropslige reaktioner, så kommer de styrket og klogere ud på den anden side. De har lært rigtig meget omkring sig selv og er gået fra ubevidst til bevidst på nogle nye områder af sig selv. Og de har følt sig hjulpet og støttet på vejen.


Det er min store passion at hjælpe mennesker på denne vej og du skal være velkommen til at tage kontakt til mig, hvis du ønsker min hjælp, så du kan få oplevelsen af at være INDRE BÆREDYGTIG.

Lidt om min faglighed


Jeg har mange års erfaring i at hjælpe menneskser igennem livsudfordringer og stress. Uddannelsesmæssigt har jeg to coachinguddannelser, hvoraf den ene er psykologisk funderet og har fokus på at støtte mennesker i forandringsprocesser.


Jeg er uddannet Psykiatrivejleder, Naturterapeut og har kurser i MI.


Jeg er oprindeligt uddannet Bachelor i engelsk, tysk og fransk og har arbejdet 20 år i det private erhvervsliv som direktionssekretær, korrespondent, marketingmedarbejder og eksportsælger og 2 år i det offentlige som jobkonsulent, så jeg har en stor viden omkring mange brancher, er vant til at begå mig på alle niveauer af en organisation samt har en god forretningsforståelse. I mine 16 år som selvstændig med FILLIPSEN har jeg også været fast freelance inden for beskæftigelsesområdet, hvor jeg har rådgivet og undervist ledige samt har haft tæt samarbejde med virksomheder omkring etablering af praktik, job samt opfølgning.


Min vision


FILLIPSEN vil bidrage til at få indre bæredygtighed på dagsorden i samfundet ved at være en kompetent rådgiver af mennesker, som ønsker at arbejde med at tackle deres livsudfordringer og at blive bevidst om at tage ansvar for at skabe det liv, de ønsker.


Min mission


Gennem et personligt, individuelt tilrettelagt forløb, der kan bestå af samtaler, naturterapi og healing, rådgiver/behandler, støtter og udvikler FILLIPSEN det hele menneske. FILLIPSEN er med hele vejen.


Mine værdier


Samarbejdet foregår i et rum af ro, tillid, tryghed, respekt, nærvær og udvikling.